Traumer er en uundgåelig del af livet. De fleste mennesker oplever på et tidspunkt hændelser, der efterlader dybe spor og påvirker dem på et grundlæggende plan.

Men et traume er ikke selve hændelsen – det er det aftryk, som hændelsen efterlader i kroppen og sindet. Traumet består af den indre oplevelse og lagring af hændelsen i nervesystemet samt de reaktioner, der opstår som følge heraf.

Et traume opstår, når en oplevelse overstiger vores evne til at håndtere den. Overvældende tanker, følelser og kropslige reaktioner kan “fryse” sig fast i nervesystemet, hvis vi mangler støtte og ressourcer til at bearbejde oplevelsen. Vores samlede kapacitet til at håndtere belastning er derfor afgørende for, om en hændelse sætter sig som et fastlåst traume.

Når traumer forbliver uforløste, kan de begrænse vores energi og frihed, hvilket ofte fører til fastlåste handlemønstre, stress og spændinger i kroppen. Det kan føles som et åbent sår, der smerter hver gang, noget minder os om den oprindelige oplevelse. Denne genoplevelse sker, fordi traumatiske minder lagres med de samme sanseindtryk, som de blev oplevet med – de samme lyde, lugte, kropsfornemmelser og følelser.

Når vi bliver trigget af noget, der ligner, kan det føles, som om det hele sker igen, selvom det kun er et minde.

Udviklingstraumer og barndommens spor

Traumer, der opstår tidligt i livet, kaldes udviklingstraumer og det er dem jeg beskæftiger mig mest med.

Disse kan opstå, når et barns grundlæggende behov for omsorg, tryghed og tilknytning ikke bliver mødt. Barnet tilpasser sig ofte ved at miste kontakten til sin egen kerne og relationen til andre for at overleve følelsesmæssigt. Udviklingstraumer er ofte forbundet med en dyb følelse af skam, fordi barnet ubevidst tror, at der må være noget galt med dem selv, når de ikke får den kærlighed og støtte, de har brug for.

Når et barn vokser op i overvældende omsorgssituationer, kan det føre til overlevelsesstrategier og uhensigtsmæssige tankemønstre. Disse kan skabe udfordringer i relationen til sig selv, andre og verden omkring én. Traumer kan således påvirke både den fysiske, psykiske og sociale trivsel i varierende grad, afhængig af deres omfang og karakter.

Fraspaltning som forsvarsmekanisme

Som en forsvarsmekanisme kan man spalte oplevelser eller følelser væk fra sin bevidsthed for at kunne overleve psykisk. Det kan betyde, at man ikke kan huske hele perioder af sit liv, ikke kan mærke følelserne fra bestemte episoder, eller at man helt mister adgangen til de traumatiske minder. Selvom man ikke bevidst husker hændelserne, forbliver de aktive i underbevidstheden og kan forstyrre både trivsel og udvikling. Her er kroppen vores vigtigste medspiller.

Vejen mod heling

At arbejde med traumer handler om at løsne de fastlåste reaktioner og mønstre, der er lagret i nervesystemet. Ved at skabe plads til heling kan man frigøre energi, finde ro og genskabe forbindelsen til både sig selv og andre.

Krop og sind hænger uløseligt sammen, og gennem arbejdet med traumer skaber man mulighed for at leve med større frihed, autenticitet og livskvalitet.